Søren Dam Kjeldsen sognepræst

Sognepræsten fortæller om grevinde Elisabeth

DEN GAMLE GREVINDE FRA FUSSINGØ
Fussingø blev indtil 1947 ejet af den tyske adelsslægt Scheel Plessen, men efter besættelsen blev slottet beslaglagt af den danske stat som en slags krigsskadeerstatning på trods af, at ejerne Carl Ludwig Hugo August Gabriel Scheel-Plessen og hans hustru Elisabeth Scheel-Plessen beviseligt var dansksindede og antinazistiske. Carl Scheel Plessen arvede det i 1939 efter sin mors død.
Han boede med familien på slottet Hasselburg i Slesvig-Holsten, brugte ligesom de forrige ejere Fussingø som en slags sommerhus, op til otte måneder om året
Parret fik fire børn., Wulf, Elisabeth, Carl og Gustav Conrad. De tre drenge blev indkaldt til militærtjeneste i 1939. Gustav Konrad faldt i Frankrig i 1940 og Wulf faldt på Kreta i 1941.
Tabet af slottet kom familien aldrig over. De mistede det hele, kun møblerne fik de lov til at købe tilbage. Efterfølgende søgte de igen og igen den danske stat om igen at få det, men uden held.
Elisabeth forsøgte det også efter sine forældres død. Hun besøgte Fussingø en eller to gange om året.
Hun indlogerede sig på Hotel Randers og så kørte hun sin rundtur i området. I mange år sammen med Niels Thyge Jensen, som var sognepræst i Ø. Bjerregrav og Ålum fra 1972 til 1986, meget historisk interesseret og aktivt medlem af Fussingøgruppen.
I de første mange år kørte hun selv rundt i skoven til stor fare for folk og fæ .
Jeg fik efter min ankomst i 2000 lov til at køre rundt med parret. Thyge Jensen kaldte hun ”sognepræsten”, jeg var vel egentligt i den situation blot chaufføren. Arrangementet fortsatte efter Thyge Jensens død og jeg blev forfremmet til "sognepræst".
Vi kørte rundt og stoppede forskellige steder. Hun havde fundet sin egen gravsten i skoven og ville sikre sig, at den ikke var taget af andre. Der var lavet en aftale med mig om, hvordan ceremonien skulle være, når hun skulle begraves på Ålum Kirkegård. Jeg skulle vise hende, at jeg havde den forseglede konvolut med aftalen. Endvidere kontrollerede hun, at hendes udvalgte gravsted ikke var solgt til anden side og så kontrollerede hun ellers, at området blev passet på forsvarlig vis.
Ind imellem blev der taget billeder. Det foregik i stærkt tempo. Hun hoppede ud og ind af bilen med sit fotoapparat – og stillede skarpt – også efter at hendes syn var virkeligt dårligt.
Dog blev der tid til en kaffepause i præstegården. Der sad hun så og fortalte om sin barndom og ungdom på Fussingø. Hendes danske sprog var glimrende, men måske lidt ældre og hun undskyldte hele tiden sproget, hvilket var helt unødvendigt.
Hun fortalte om baller i Gammel Haven. Der var opsat lamper hele vejen fra indkørslen og ud til Spejldammen. De badede derude og hun red lange ture i området. Ingen tvivl om, at hun elskede Fussingø.
Ethvert besøg sluttede i Ålum kirke. Gitterlågen til de to sarkofager i kirkens vestende blev åbnet.
Hun gik op og lagde en buket på hver af sarkofagerne, hvorefter hun gik baglæns ned af den lille trappe og nejede dybt. Det var meget imponerende – hun var langt oppe i firserne. Til sidst sang vi salmen ”Lille Guds barn, hvad skader dig” og så var hun parat til endnu en gang at tage hjem til Slesvig-Holsten.
Indtil det sidste bevarede hun håbet om at få slottet igen.
En dag i slutningen af april 2007 blev jeg kontaktet af en tysk kollega: Grevinde Elisabeth zu Stolberg – Stolberg var død næsten 88 år gammel. Der blev holdt en ceremoni i Tyskland og dernæst en ceremoni i Ålum, hvor vi bl.a naturligvis sang ”Lille Guds barn”
Nu ligger hun på Ålum kirkegård, så tæt på kirken, som hun kunne komme. Helst ville hun havde ligget i krypten sammen med sin slægt, men den slags begravelser er ikke længere tilladt.
Hun måtte nøjes. På gravstedet er dansk lyng, som hun elskede og hendes gravsten, som desværre ikke er hendes udvalgte. Stenhuggeren kunne ikke arbejde med den, men der blev fundet en anden, som lignede i skoven.

Foto fra Purhus Lokalarkiv: Wulf, Elisabeth, Carl og Gustav ca 1925.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.08 | 10:51

Jeg har i flere år været til jeres forskellige udstillinger i jeres smukke lokaler.
Jeg glæder mig hvert år til påskeudstilling og juleudstilling.

...
13.06 | 13:38


desværre har vi ikke meget på slottet.
jeg henviser dig til guide Jyttenielsen30@gmail.com og
www.purhuslokalarkiv.dk henvend dig til dem og forhør dig.

...
12.06 | 22:48

Har I et arkiv? Min oldemor var kok på Fussingø og jeg vil gerne vide om jeg kan finde gamle kogebøger eller lignende. Helst digitaliseret. Vh, Liselotte

...
17.05 | 18:58

Jeg skal bede om en gyldig mailadresse, sender den til mig på miemulle386@gmail.com

...
Du kan lide denne side