Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

Af Egon Thomasen. 

Traditionen med at tilbyde nogle af landets dygtige kunsthåndværkere at udstille deres kunstværker på Fussingø Slot i de sene sommermåneder fortsætter. Dette års udstilling strækker sig over weekenderne 27. - 28. august og 3. – 4. september, alle dage i tidsrummet kl. 10 – 17. Desuden kan udstillingen besøges onsdag den 31. august, kl. 13 – 17.

 

Der er fernisering lørdag den 27. august kl. 11. Åbningstalen holdes i år af Michael Aastrup Jensen, der er medlem af Folketinget (V) og forhenværende borgmester i Randers. Det musikalske indslag ved åbningen leveres også i år af duoen Ebbe og Ove. Ved denne del af arrangementet tilbyder Fussingø-gruppen et gratis glas vin til alle gæster.

 

Kunstudstillingen på Fussingø Slot er ikke kun en publikumstræffer. Den er også populær blandt udøvende kunstnere, som ser en enestående mulighed for at fremvise deres kunstværker i slottets unikke og flot istandsatte lokaler. I år er der blevet plads til 13 kunstnere, som ser frem til at præsentere kunsthåndværk inden for så forskellige genrer som tekstiltryk, håndvævning, trædrejning, smykkedesign, glaspusteri, keramik- og pottemageri, pileflet, bronzestøbning og fremstilling af skulpturer i sten.

 

Der vil også blive lejlighed til at møde en tekstilkunstner, der støtter inuitterne på Grønland ved at lave tasker i farvet sælskind, en designer, der laver personlige smykker på bestilling samt en keramiker, der henter inspiration til sine værker gennem 6 års tjeneste i den danske handelsflåde. Der er udstillere, som har lært deres fag gennem klassiske håndværksuddannelser og andre, som er selvlærte med udgangspunkt i en stærk passion for den valgte kunstform. En mere udtømmende beskrivelse af de deltagende kunstnere kan findes på www.fussingoeslot.dk.

 

Efter rundgangen på udstillingen kan indtrykkene bearbejdes over en kop kaffe med tilhørende Fussingø-kringle i det gamle slotskøkken, i cafélokalerne eller – hvis vejret indbyder til det – foran slottet, hvor man samtidig kan nyde udsigten til den smukke park og den omgivende skov.

 

Det koster 30 kr. at besøge udstillingen, og der er gratis parkering ved slottet.

 

| Svar

Nyeste kommentarer

07.11 | 11:23

Hej Helle
Jeg har skrevet til alle fussingø hjælperne, hvis vi finder
Din ørering hører du fra os
Hilsen Mie

07.11 | 05:36

Jeg var på besøg på Fussingø Slot søndag d.6 november. Her mistede jeg en sølv ørerring. Hvis i finder denne, kan jeg kontaktes på min e-mail/mobil 27641961

10.10 | 09:37

Dejligt at der bliver mulighed for at deltage i aktiviteterne igen i år